Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Præstens klumme

Juni 2022

Præsteparret takker af efter 19 år i Nyker 

Vi fyldes med tak og taknemlighed, når vi tænker tilbage på de 19 år, vi har været præstepar i Nyker.
D. 1/10 2003 kom vi fra Hvidovre til Nyker, og d. 30/9 2022 afslutter jeg min tjeneste som sognepræst i Nyker, og vi flytter da til Rødovre.
Vi vil hermed sige tak til Nyker Sogn for, at I har taget så godt imod os. Tak for de mange gode samvær og samtaler, hvor I lukkede os ind i jeres hjem og liv både i sorg og glæde. I har på den måde vist os stor tillid og fortrolighed. Meget har vi nået, men ikke alt det, vi gerne ville. Tak også for overbærenhed for alt det, vi ikke fik gjort. Men vi har gjort vort bedste.

Mange frivillige
Sammen med mange frivillige har vi fået lov til at række evangeliet videre i alle mulige forskellige sammenhænge. Spaghettigudstjenester har været et helt særligt kendetegn for Ny Kirke. Det har været gudstjenester for børnefamilier præget af fest, glæde og stor aktivitet. Men vi kan også nævne Børnekirke, som har været et rigtig godt tilbud til børn og børnefamilier under gudstjenesten. Vi kan også nævne Babysalmesang, Børne- og juniorklubber, Ungkirke, Fællesbøn, Fællesskabsaftner, Seniorfællesskab, Sogneaftener, Koncerter og meget andet, som har forenet os i kirkens arbejde i sognet. Det har været en kæmpe glæde at stå midt i dette dynamiske kirkeliv.

Ugens højdepunkt
Søndagens gudstjeneste har været ugens højdepunkt. Det har været en stor glæde at fejre gudstjeneste under festlige forhold med masser af sang og glæde. Sangen ved gudstjenesterne har været et kapitel for sig selv. Med en fyldt kirke og en god akustik, så kunne man ikke lade være med at synge med. Vi har ikke noget kirkekor i Nyker, men hele forsamlingen er kirkekoret. Så tak for denne sangglæde.

Hverdagen
Det har været en stor opmuntring og glæde med søndagens gudstjenester, men de mange kirkelige handlinger vil vi også nævne. Her har vi mødt hinanden ved dåb, konfirmation, bryllup, begravelse med mere. Kirken har et budskab til alle under alle forhold. I kirken har vi kunnet glæde os sammen men også grædt sammen. Evangeliet viser ofte sin styrke og relevans netop ved livets overgange. Her har vi gået nogle skridt sammen og tak også for det.

Konfirmander
En særlig tak skal der lyde til konfirmanderne. Det har været en stor glæde for mig som præst at være sammen med jer. I har lært mig meget. Men jeg håber også, at jeg har givet jer undervisning om den kristne tro og først og fremmest bevidnet, at det er godt at høre Jesus til. Vi har haft det sjovt og godt sammen. Det sidste hold præsterede en speciel overtalelsesevne for at få lov til at spille rundbold. ”Per” sagde de: ”Du ser godt ud. Tøjet, håret og det hele er bare perfekt.” 10 sekunder senere sagde de så: ”Må vi godt spille rundbold?” Næste gang gik de så langt, at de sagde: ”Du ser ud som en 20 årig!” efterfulgt af ordene: ”Må vi godt spille rundbold?” Og det skulle vi naturligvis – efter at vi havde arbejdet med dagens tema.

Når teltpælene rykkes op
Når man rykker teltpælene op og flytter, så konfronteres man med, hvad man nåede og ikke nåede. Man kan ikke undgå at tænke på alt det, man gerne ville, men ikke kunne, eller på det man kun fik gjort halvt. Når man ser sin egen begrænsning og fejl, da er det godt at stole på Guds nåde. Og når man tænker på alt det, som gik rigtig godt, så er det også godt at tænke på Guds nåde. For i Guds rige er det ikke os, men Gud som giver vækst og skal have æren. 

Nåden gør os frie 
I morgensalmen ”Morgenstund har guld i mund” lyder det til sidst: ”Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde! Da får jeg lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde” (DDS 752). Det er en sang, der gør os glade og sætter os frie. Guds nåde er ny hver morgen (Klag 3,22-23).
Når Guds nåde er ny, så kan jeg starte dagen med et kæmpe overskud. Nåden dækker og rækker. Og det er denne nåde, som sætter os frie: ”Gå da frit enhver til sit.” Det er det, vi har forsøgt at gøre. 
Når Guds nåde er det bærende i ens liv, så skal man ikke opnå noget hos Gud og andre. Man kan frit gå ud og møde mennesker med det glade budskab og tjene sin næste. 

Guds nåde gør os robuste
Vi skal ikke være perfekte for at tjene vores næste. Vi skal ikke leve op til alle de der perfekthedskrav, som mange lider under. Guds kald er derimod, at vi skal være barmhjertige, som Han er barmhjertig. Og vi skal tilgive hinanden, som Kristus har tilgivet os. Et sådant liv giver et varmt fællesskab.
Når man stiller urealistiske krav til sig selv og andre, så fyldes man med en følelse af utilstrækkelighed. At leve i Guds nåde er befriende og styrkende for fællesskaber. Det er denne nåde, vi har været fælles om i kirkens liv og lære. Så kan vi bruge vores kræfter på at række ud til andre i stedet for at dyrke os selv. 

Tak til alle
Vi vil runde af med at sige tak for samværet med sognet og tak for samarbejdet med menighedsrådene og medarbejderne gennem alle årene. Vi ønsker alt godt til alle i sognet og kirkens liv. Det er vigtigt at minde sig selv og andre om, at kirkens arbejde udføres af de mange frivillige. Præsten er bare en lille brik i den store sammenhæng. Jeg som præst og vi som præstepar er glade for, at vi måtte være en sådan lille brik i den store sammenhæng. 
Gud være med jer og velsigne jer.

Kærlig hilsen 
Signe og Per Munch

 

April 2022

Det hænger sammen  

”Jamen det hænger jo ikke sammen”, siger unge mennesker jævnligt, og andre nøjes med at tænke det. Når ens liv ikke hænger sammen, så kan det være svært at komme videre.

Kong Salomo
 Vi er ikke de første, der længes efter sammenhæng. Den vise og rige kong Salomo satte sig på et tidspunkt for at prøve at søge og finde sammenhængen. Og så siger han i Præd 7, at han har forsøgt at finde den, men den er der ikke. Hans konklusion er, at når der ikke er sammenhæng, så er der blot tomhed! Der kan være mange årsager til, at det kan være svært at få sammenhæng i sit liv, men uanset hvad, så er der hjælp at finde.

Tidens fylde
I Gal 4,4-7 får vi en ualmindelig smuk beskrivelse af sammenhæng: ”Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.”
Dette lille stykke sammenfatter de kirkelige højtider og helligdage. Da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn. Det var ikke tilfældigt, da Jesus blev født. Nu var tiden kommet. 

Jul 
Julenat satte Gud en bror ved vores side. Nu skulle faldet genoprettes. For at genoprette og frelse os, måtte Gud selv ordne sagen. Derfor sendte han Jesus. Guds søn blev et menneske som os. Som sand Gud og sandt menneske kan Jesus frelse os. Som sandt menneske kan han bære vores synder, og som sand Gud kan han sone vores synd og betale vores gæld.

Påske
Julens budskab bevæger sig lige over i påsken. Jesus blev født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. Der er en nøje sammenhæng mellem jul, påske og pinse.
Påsken handler om Jesus, som gav sit liv, for at vi skulle få det evige liv. Han bar alle vores synder og døde i vores sted. Men selv havde han ikke syndet, og derfor opstod han sejrrigt fra de døde påskemorgen. 

Pinse 
Guds Ånd kommer og giver os frihed og barnekår. Og triumferende siger han, at vi ved troen på den treenige Gud bliver Gud børn og arvinger til det evige liv. Om jul, påske og pinse kan vi kort sige:
Gud sendte, Gud løste og Gud frelste. Ja det hænger nøje sammen.

Reformationen
Det, der skete i den lutherske reformation, var, at Martin Luther genopdagede sammenhængen i Guds ord. Luther kunne ikke få tingene til at hænge sammen. Hvad han end gjorde, og hvor fromt han gjorde det, så kunne det ikke hænge sammen. Men siger han så: ”Mens jeg grundede dag og nat, fik jeg endelig ved Guds barmhjertighed øje på ordenes sammenhæng”. Om denne opdagelse, hvor bibelteksterne begyndte at hænge sammen, sagde Luther, ”at han følte sig helt igennem født på ny, og det var som om, at jeg gennem åbne porte var trådt ind i selve Paradiset”. Da han så evangeliet, så han den åbne port til Paradis.
Han så det, som vi synger om i salmen: Hil dig, Frelser og Forsoner! (DDS 192).
Du som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker 
er den dybe sammenhæng!

 

Februar 2022

Relationen mellem unge og ældre             
Paulus´ andet brev til Timotheus er et vidunderligt, kærligt og varmt brev til en ung medarbejder. Her opmuntrer Paulus den unge Timotheus til at tage vare på evangeliet og lede kirkens arbejde. Jeg vil gerne opfordre til, at du giver dig tid til at læse dette brev uanset om du er ung eller ældre. Det er gribende, når man først kommer i gang. Brevet fylder ikke mange sider. Det er overkommeligt at læse og meget lærerigt.  Jeg har lavet en oversigt over brevet for at lette læsningen. Overgangen mellem generationerne er vigtige. Sådan har det altid været, og sådan er det også nu.

Den unge Timotheus
Paulus´ andet brev til den unge Timotheus bærer præg af at være skrevet af en ældre erfaren kristen leder til en yngre medarbejder, som nu stod med et kæmpemæssigt ansvar. Meget kunne siges, men der er en ting, der går igen i dette korte brev. Paulus opfordrer Timotheus til at tage vare på evangeliet (1,14). Paulus taler ikke ned til den unge medarbejder, men skriver til ham som en broder og ligesindet. 

Stafet eller fakkel?
Når unge skal overtage ansvaret for arbejdet, siger man ofte, at man nu overdrager stafetten til de yngre. Det lyder meget pænt, men jeg bryder mig ikke om dette billede. For når man overdrager stafetten, så kan man ikke gøre mere. Så er det kun den, der har stafetten, der kan gøre noget.  Her kan jeg bedre lide billedet med, at man tænder en fakkel og vandrer sammen med de andre. Det er det, Paulus gør. Han har en fakkel og tænder en ny fakkel, som han giver til Timotheus. Så går de sammen med tændte fakler. På den måde vandrer man sammen med dem, som er ved at tage over. 

Medvandring
Jeg har efterhånden holdt mange kurser for nye, helt unge prædikanter og ledere i kristent arbejde. Jeg har på den måde givet undervisning og erfaring videre til de unge, men de har samtidig givet mig meget. Jeg har under disse kurser og efterfølgende vandret sammen med de unge. De har set, hvordan jeg prædikede, og jeg har lyttet til deres prædikener. Vi har gjort det sammen. Vi har lært af hinanden. 
Jeg har i den forbindelse læst mange af deres prædikenmanuskripter igennem. Meget var godt, men ikke alt. Det har vi talt om. Jeg har indtil flere gange sagt til de unge. Det er en fin og god prædiken. Men prøv at skrive den på ny, hvor du tænker på, at flere af dine tilhørere kæmper med lidelse og problemer i livet. Med denne vinkel bliver den samme prædiken helt anderledes. For mig er det en stor oplevelse, når man vandrer sammen med unge, og man i gensidig tillid kan lære og tage ved lære af hinanden.

Konfirmander
Jeg bruger den samme pædagogik, når jeg underviser konfirmander. Det er min opgave som præst at undervise, men jeg ser ikke mig selv som underviseren, som står over dem, men snarere som en, der vandrer med dem. Under denne vandring, får både de og jeg mange Aha- oplevelser. Det er den samme pædagogik, som Paulus anvender over for Timotheus.

Ung og usikker
Når man er ung, er man ofte usikker og tvivler på sig selv. Sådan havde Timotheus det også. Han var ikke bare usikker, men også lidt mismodig. Mismodig over tingenes tilstand med forfølgelse, frafald og modstand. Det er i den situation, man kan have mest lyst til at opgive det hele og finde nogle nye græsgange. Hvem har ikke prøvet at være mismodig? Hvem har ikke prøvet at opleve i sit eget liv, at man var: Uduelig, umulig og ubrugelig? I perioder kan ikke bare unge, men vi alle kæmpe med disse 3 karske og barske Uer, og man har bare lyst til at opgive det hele.
Hvad siger Paulus til det? Han bruger sig selv og sin erfaring og siger til Timotheus, at han i den situation først og fremmest skal være optaget af evangeliets styrke og kraft. Med evangeliet om Jesus er situationen en helt anden. Vi er nemlig som Guds tjenere: Udvalgt, udsendt og udrustet. Det er evangeliets 3Uer, som er relevante for Timotheus og os alle. Vi har ikke selv styrken, men vores styrke og udrustning ligger i, at Gud udruster os. 

Evangeliets skønne skat
Timotheus var fristet til at skamme sig over evangeliet. Men i 1,8 skærer Paulus helt ind til benet og siger: ”Skam dig ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig.” Vi er alle meget følsomme over for andre menneskers meninger og kan let skamme os over evangeliet. Men lad være med det, siger Paulus. Evangeliet ser ikke ud af meget, men i det har vi alt: I Jesus er vi blevet rige på alt.
Paulus kalder da evangeliet for en skøn skat (1,14), og skønne og store skatte skal vogtes og værnes. At vogte betyder at passe på det, så man ikke mister det. Evangeliet skal værnes. Ikke lukkes inde i et brandsikkert skab, eller tyverisikret boks for lås og slå. Det skal heller ikke lukkes inde bag kirkens mure. Men det skal modtages og bruges, så det kan sætte mennesker fri. Det er vores fælles opgave og kald at værne om Guds herlige evangelium.
Mistes denne skat, mistes alt. Værdisager passer man på, så man ikke mister dem. Jesus er skatten, og hans ord er det største, vi har fået. Denne skat er vi blevet betroet, og det er vores kald er at tage vare på denne skat og dele denne skat med andre. 

Mormor
For at opmuntre Timotheus til at blive i troen og udføre sin tjeneste med udholdenhed minder Paulus ham om hans opvækst. Hans mor Eunike og hans mormor Lois har været med til at oplære ham i den kristne tro. 
De omtales som nogen, der investerede tid, engagement og nidkærhed i at give troen videre. Der er velsignelse for flere slægtled gemt i dette med oplæring i den kristne tro. Det er, som vi synger i sangen ”Gud lad dit ord i nåde lykkes” (DDS 390): ”O, lad det gå i arv og eje til vore børn i tusind led.” Utallige har det med i deres livsbagage, at deres forældre og bedsteforældre har givet troens glæde videre til dem.
Det handler ikke nødvendigvis om de store ord eller armbevægelser, men om at give videre til den kommende slægt, at det er godt og glædeligt at høre Jesus til. Det gælder både for børn, unge og voksne.
v. Per Munch, sognepræst               

 

December 2021

Guds gave
I julen gives og modtages der mange gaver. I den vestlige verden købes der så mange gaver, at man ligefrem taler om et gaveræs. For nogle år siden fik vi i Danmark en ny julesang. Den bærer titlen: ”Hvad er det, der gør jul til noget særligt?” I vers 2 står der: 
Er julen bare læssevis af gaver
og neonlys og overfyldte maver?
Er verdens og familiens korte fred
en våbenhvile, julen kommer med?
Nej, julens stjerne lyser, når jeg ser,
det barn i krybben er så meget mer.

Her sættes der ord på, at julen ikke bare er hjerternes fest i nogle dage, men at barnet i krybben giver os alle meget mere end alt det, vi ellers kan gå op i. 

Gaver og gave
I julen glæder vi hinanden med gaver, men julens budskab handler ikke om gaver, men om gaven. Jesus er Guds gave til hele verden. Han er Frelseren, som kom til denne jord for at åbne vejen til Gud. I samtalen med en samaritansk kvinde kaldte Jesus sig selv for Guds gave (Joh 4,10). Da kvinden fangede denne pointe, forvandlede det hende og hele byen, og de sagde, at de efter mødet med ham, kunne bevidne, at han i sandhed var verdens frelser.

Den lille Bibel
I Joh 3,16 får vi en beskrivelse af Guds gave. Dette ene vers er så indholdsrigt, at man kalder det for Den lille Bibel. I dette ene vers får vi en sammenfatning af hele Bibelen og den kristne tro. Hele Guds frelse og kærlighed kommer til udtryk i disse ord: 
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Det er Guds gave til os alle, og Gud vil, at vi skal modtage og pakke op for gaven.  

En stor glæde for alle
Kan man forestille sig én gave, som kan gøre alle glade? Én gave? Når man ser familiens julegaveønsker, kan man så forestille sig én gave, som alle i familien og vennerne kan samles om og sige: Det er bare gaven. Tanken synes umulig. Og hvad med de øvrige mere end 7 milliarder mennesker ud over hele jorden? Men det umulige er muligt. Juleevangeliet forkynder: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”. Himlens glæde var kommet til jorden, og englen havde fået til opgave at fortælle om denne store gave og glæde for alle. Englen begyndte med at fortælle det til hyrderne på marken, og da brød en himmelsk hærskare ud i lovsang. Guds gave til alle mennesker var nu kommet til jorden.
Glædelig jul i Jesu navn.
Sognepræst Per Munch

Oktober 2021

Håbet


Man kan håbe på meget forskelligt, godt vejr f.eks. Når man håber, kan der også være stor forskel på, hvor meget der er på spil.  Man kan håbe, at vi vinder den næste fodboldkamp, men hvis én af ens kære er alvorligt syg, så håber man langt dybere og mere inderligt, at vedkommende bliver rask.

Urokkeligt og sikkert
Den kristne tro taler ikke bare om håb, men om håbet. Håbet er ikke en usikker ønskedrøm, men håbet bygger på noget fast og sikkert. I Hebr 6,19 udtrykkes det sådan: “Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert”. Håbet sammenlignes med et anker. Når ankeret kastes, holder det fast ved havets bund. Livet er som en sejlads. Håbet er et anker for os. Når livets storme er ved at vælte os omkuld, da skal vi kaste vores anker. Vores anker er håbet. Har vi ikke noget håb, så risikerer vi at drive rundt og gå til grunde. Det kristne håb handler om det evige liv, som Jesus har vundet til os. Håbet forankres altså i det, som Jesus har gjort for os.

Det levende håb
Dette håb kaldes et levende håb. I 1 Pet 1,3 siges der: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. Håbet er levende, da det bygger på Jesus, og det udtrykker, at det allerede er ved at opfyldes. 
Det er værd at bemærke, at ordene fra 1 Pet 1,3 om det levende håb læses både ved dåb og begravelse. I dåben genfødes vi til det levende håb, idet Jesus tilgiver vores synder og giver det evige liv som en gave. Den, som i tro tager imod denne gave, har dermed det levende håb. Håbet bygger ikke på mit liv eller mine følelser, men på Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Det håb er stadig levende, når vi dør. For Jesu løfte lever stadig og lyder sådan: ”Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø (Joh 11,24-25).

Alle helgen
Håbet udtrykkes stærkt Alle helgens dag. Alle helgens dag forveksles nogle gange med halloween. Men Alle helgen handler om det modsatte af halloween. Hvor man i halloween er grebet af mørket, rædslen og forskrækkelsen, så handler Alle helgen om lyset, glæden, freden og håbet. Alle helgens dag retter vi blikket fremad mod det evige liv hjemme hos Gud. Vi ser ind i den himmelske verden og tænker på alle dem, som allerede er hjemme hos Gud. Vi kaldes da til at efterfølge dem i tro, håb og kærlighed.
En af de sange, som stort set altid synges på Alle helgens søndag, er ”Den store hvide flok vi se” (DDS 571). Her ser vi et glimt ind i en himmelske herlighed. Håbet er blevet til virkelighed, fordi Jesus er det levende håb. Det samme budskab møder vi i salmen: ”Dybt hælder året i sin gang” (DDS 732). Her hører vi om, at håbet grønnes: ”Jeg ved, hvor håbet grønnes da, når alting falmer her; min frelsers træ på Golgata en evig krone bær” v. 6. Fordi Kristus gennembrød graven og lagde døden bag sig, lover han os det evige liv sammen med ham.

Håbet holder os fast
Gud er håbets Gud, som der står i Rom 15,13: ”Håbets Gud fylde jer med glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft”. Håbet bygger på Jesus. Derfor er det et sikkert håb. Håbet holder os fast, for der er ikke noget, der kan rokke Jesus. Min tro og mit håb kan vakle, men Jesus vakler ikke. Han er det levende håb, som holder os fast. 
v. sognepræst Per Munch

 

August 2021.

Fællesbøn

Jesus har lært os at bede, og han har givet store løfter til dem, som beder til ham. Jesus siger:  Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde, bank på så skal der lukkes op for jer. Selv bad Jesus til sin Himmelske Fader. Han vidste, hvad bøn betød, og hvad der skete, når man bad.

Ofte beder man for sig selv, dvs. alene. Men det kan være en kæmpe hjælp at bede sammen med andre. Det kaldes fællesbøn og betyder, at man er fælles om at bede.

Når man beder sammen med andre, så kan man hjælpe og støtte hinanden til at bede. Nogle gange kan man køre træt i bønnen, og da er det godt at være flere, som støtter og opmuntrer hinanden til bøn.

 

Hvad hjertet er fyldt af....

I bønnen sættes der ord på, hvad hjertet er fyldt af. Det er ikke vanskeligt at bede, men man kan gøre det vanskeligt for sig selv og andre, hvis man glemmer, hvad bøn er. Bøn handler om at tale med Jesus om det, der fylder i mit sind. Man kan tale med Jesus om alt. Men desværre bedes der ikke så meget mere til Gud. Det er en alvorlig sag, for uden bøn har vi ingen kontakt med Gud. Her kan bønnen Fadervor være en god hjælp til at bede til Gud. Bønnen begynder med de tillidsfulde ord: ”Vor Fader, du som er i himlene”.

Hvis børn og forældre ikke taler sammen, så er der noget galt.

Hvis vi som Guds børn ikke taler med vor himmelske Far, så er der noget galt.

Det, der sker i bønnen, er, at vi taler med vores Far i Himlen.

Han siger, at vi må bede om hvad som helst, når som helst og hvor som helst.

 

Jesus bad

I Joh 17 møder vi et eksempel på, at Jesus bad til sin Far i Himlen. Her siges, at han så op mod Himlen. Himlen! Det var hans hjem. Han vidste, hvordan der var i Himlen.

Når Jesus talte om himlen, så talte han om noget han kendte.

Disciplene så, at han nu så op mod himlen. Nu talte han ikke med dem, men med sin Far i Himlen.

I Sal 121 møder vi en lovsyngende bøn. Der står: Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber.

Da Stefanus, den første kristne martyr, havde prædiket Guds ord, så han op mod himlen og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side.

Da Jesus så op mod Himmelen, så han Guds herlighed.

Denne herlighed fyldte ham med glæde.  Og så bad Jesus: ”Far, herliggør din søn, for at sønnen kan herliggøre dig.” Når vi beder til Gud, er vi med til at ære og herliggøre Gud, dvs. at vi og andre ser Guds storhed, hellighed og kærlighed.

 

Sammen med andre

Når vi beder sammen med andre, så handler det meget om, at der er en god atmosfære af fælles forståelse. Man kan ikke bare uden videre bede for eller sammen med andre. Forud for bønnen må der skabes en vis form for tillid. Mange mennesker beder for og sammen med andre, som man måske ikke umiddelbart kender så godt. Derfor kan det både ved bøn for andre og ved fællesbøn være godt at skabe en vis form for tillid til andre.

Selv på kort tid kan man opnå en sådan tillid og fortrolighed, at man kan bede for den anden eller for hinanden. Jeg kan bevidne, at det forholder sig sådan. Jeg har i forskellige lande og kulturer mødt mennesker, som jeg ikke kendte, og kort tid efter kunne vi bede sammen. Hvordan kan det lade sig gøre? Jo, både de og jeg var vant til at bede i Jesu navn, og Jesus forener os på tværs af alle sprog og kulturer.

 

Fællesbønnen

Når vi beder sammen med andre, lægger vi vores nød og glæder frem for Gud. Jesus har sagt: ”Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” (Matt 18.19-20). Jesus har givet store og klare løfter til dem som beder. Her er der et særligt løfte til det at bede sammen med andre. En kvinde i Kenya sagde engang, da jeg spurgte, hvad bøn og fællesbøn betød for hende og kvindegruppen: ”Det kan være, at vi virker lidt stille og generte ved kirkens gudstjenester, men det er vi ikke, når vi kommer sammen til vores møder. I skulle bare opleve det” sagde hun indbydende. ”Så snakkes der, men først og fremmest bliver der bedt. Vi beder om alt det, der ligger os på sinde. Vi takker for livet, for maden og børnene og beder for os selv og vores familie og regeringen og landet.”

Når man beder sammen med andre, så styrker man hinanden i troen og hjælper og støtter hinanden.

Sognepræst Per Munch

 

Juni 2021

Hør og læs Guds ord

Når konfirmanderne kommer til undervisning i Nyker, modtager de en Bibel, som omhyggeligt bindes ind. På konfirmationsdagen får de den samme Bibel overrakt som en gave fra kirken. I den mellemliggende periode arbejder vi med at lære Bibelen rigtig godt at kende. Hvorfor det, kan man spørge?

Bibelen er en stor bog, som indeholder 66 bøger. Der er Det gamle Testamente med 39 bøger og Det nye Testamente med 27 bøger, som hver især er skrevet over en meget lang periode. Det kan være lidt svært at få overblik over den store Bibel, men jeg forundres hvert år over, at konfirmanderne relativt hurtigt får lært at slå op i Bibelen og finde rundt i de mange bøger. Indholdet i bøgerne er også forskelligt, og nogle gange kan man gå i stå, hvis de konkrete afsnit kan være svære at læse. Men da gælder det om at finde den røde tråd i Bibelen. Helt kort og præcist fortæller Bibelen: ”Gud elsker dig”. Det er det gennemgående tema. Johannes Evangeliet kapitel 3 vers 16 kaldes Den lille Bibel, og her står der: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Dette ene vers er en sammenfatning af hele Bibelen.

Uanset om man læser meget eller lidt i Bibelen, er det altid godt med hjælp og inspiration til at læse. I dette nummer af kirkebladet gives der hjælp til at læse i Bibelen. I Salme 119 vers 105 står der: ”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”. Guds ord er som en lygte, der midt i mørket viser os vejen. Jesus er vejen, og han er verdens lys. Den, som følger ham, skal aldrig vandre i mørket, men har livets lys. God læselyst!

Sognepræst Per Munch

 

 

April 2021

Find din glæde i Herren
Der er meget at glædes over. Længslen efter glæde ligger dybt i os alle, men det er også tydeligt, at det er forskellige ting, der gør os glade. ”Find din glæde i Herren”, står der i Sl 37 vers 4. Hvad betyder det?

 

Glæde i Herren

Glæde i Herren bliver umiddelbart derefter forklaret med ordene: ”Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind” (Sl 37,5).

Når man overgiver sin vej til Herren og stoler på ham, så lover Gud at gribe ind. Ved første øjekast kan det være svært at se, hvad det har med glæde at gøre. Men for hver og en, som har prøvet, at livet ikke altid kører på skinner, og at man tværtimod mange gange er blevet slået omkuld af livets modgange, da åbner der sig i disse ord en port af glæde. Ikke nødvendigvis et følelsesmæssigt sus og rus af glæde, men en tilstand af glæde. Glæden i Herren er en glæde, der er der, både når livet er svært, og når man jubler. Glæden er, at Jesus er nær under alle forhold, og han har styr på situationen.

 

Vær stille for Herren

I umiddelbar forlængelse af denne opfordring om at overgive sin vej til Herren, siges der: ”Vær stille over for Herren, vent på ham” (Sl 37,7). Når man er stille for Herren, da overgiver man sin vej til ham og venter på, at han griber ind.

Der er mange, der forbinder stilhed med kedsomhed og de stille med de kedelige. Men tag ikke fejl. Når man er stille og lever et stille og roligt liv, så kan indtrykkene og ordene bundfælde sig. Har man fart på hele tiden, så kan livet blive overfladisk. Når de stille i landet siger noget, så lytter man ekstra meget efter, fordi ordene har vægt. At være stille for Herren betyder, at man er stille og lytter til Guds ord. Når der er fuld fart på hele tiden, kan man nemt blive som det oprørte hav. Der kan godt være glædesrus i det oprørte, men ikke megen dyb og stabil glæde.

 

Nemt at huske

Afsnittet om at finde sin glæde i Herren er nemt at finde og nemt at huske. Det står i Salme 37 i Det gamle Testamente. Salmernes bog står midt i Bibelen, og så skal man bare slå op på kapitel 37. Vores legemstemperatur ligger normalt på 37. Så når man slår op midt i Bibelen og husker legemstemperaturen, så finder man disse skønne ord om at finde sin glæde i Herren. (Sl 37,4-7).

Disse ord er nemme at huske, men jeg vil også nævne, at man kan synge dem. Sangen ”Befal du dine veje” (DDS 36) er en gendigtning af det ene vers: ”Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind” (Sl 37,5). Gud vil hjælpe os under alle forhold. Gud har veje og muligheder alle steder, og han vil os kun det bedste. Han har lovet at gå med os alle dage og drage omsorg for os.

 

Bønnens glæde

Når vi beder til Jesus, så betyder det, at vi kommer til Jesus. Bøn er ikke noget, vi skal præstere, men det handler om, at vi kommer til ham med alt det, der tynger og presser glæden ud af livet. Jesus viser aldrig nogen bort, der kommer til ham. Tværtimod siger han: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28). Hos Jesus løftes vores byrder fra vores skuldre, og vi kan ånde frit. Jesus vil dele sin glæde med os, og det sker gennem bønnen, som han siger: ”Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer, og jeres glæde blive fuldkommen” (Joh 15,11).

 

Han er min glæde

Jesus er glædens Herre. Der hvor Jesus er, der er liv og glæde. Personligt har jeg mødt utallige mennesker rundt omkring i verden, der på forskellige sprog siger det samme om Jesus. ”Han er min glæde”. Han elsker os så højt, at han giver sit liv for os. Selv sagde Jesus: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner” (Joh 15,13). Jesus forsikrer ligefrem, at ”Ingen skal tage jeres glæde fra jer” (Joh, 16,22). Vi skal ikke peppe en stemning op af glæde, men Jesus vil, at vi skal tage imod den sande glæde, glæden som varer ved. Glæden er der, hvor Jesus er. Også mandag morgen.

Sognepræst Per Munch

 

 

Februar 2021

I sne står urt og busk i skjul
Coronapandemien er og har været en hård omgang. Sidste år skulle vi vænne os til alle de nye restriktioner og hele tiden befandt vi os i ukendt og fremmed land. Denne vinter og spirende forår har på en særlig måde tæret på vores tålmodighed.

Tålmodighed sat på prøve

I de sidste par måneder har utallige sagt: ”Nu kan jeg snart ikke mere”. Hvad gør man, når man bare ikke orker mere? I Kirkebladet juni-august 2020 skrev jeg om tålmodigheden i modgangstider ud fra salmen ”Her vil ties, her vil bies” (DDS 557).

I denne artikel vil jeg skrive om B. S. Ingemanns sang fra 1831: ”I sne står urt og busk i skjul”. Med let forståelige billeder fra årstidernes og naturens verden sættes der ord på vores længsel efter bedre tider.

 

Det er koldt derude

Da Ingemann skrev dette digt, var det danske folks optimisme og fremtidshåb ved at briste. Da tilskynder Ingemann med dette digt befolkningen til at se og vente på lyset forude.

Ingemann sidder inde i stuen og beskriver, at ”det er koldt derude”. Men ”Giv tid” siger han. Efter den kolde vinter kommer det lyse forår, som kulminerer med den herlige sommer. Længslen efter foråret med den livgivende sol beskrives ved den lille fugl, der ligesom vi andre strider os igennem vinteren.

 

Livets træ

Vi venter på bedre tider og glæder os til, at vi frit kan gå omkring. Det gjaldt dengang Ingemann skrev digtet, og det gælder i dag, hvor Coronaen sætter så mange grænser for, hvad vi må og ikke må. Vi venter på bedre tider. Men dybest set venter vi på den tid, hvor der ingen nød er mere. I v. 3 introducerer Ingemann det med at flytte fokus fra en naturskildring til ”Livets træ”. Det henviser til træet fra Paradis, der giver det evige liv. Døden beskrives som åndens vinterblund (v. 4), som afløses af den evige sommer, hvor Guds skønhedsrige bryder frem. Det er håbet!

 

Giv tid

Opfordringen i hvert eneste vers lyder: ”Giv tid”. Men hvordan gør man det? Han opfordrer os til at se i naturen, hvordan der er tydelige tegn på, at det naturmæssigt bliver lysere og varmere. Men dybest set handler det om at ”giv tid og bi på Herrens stund”. Dvs. at bede til Gud og vente på hans indgriben.

Pastor Thisted skriver i et juleblad årg. 1939, at da krigen brød ud, samledes en flok fra sognet i Ny Kirke en aften om ugen for at bede en bøn for vort land og vort folk. Siden var de samlet en gang om ugen for at bede, og vi agter at fortsætte skriver pastor Thisted, idet han beskriver, at det var underligt at tænke på, at de samledes i en af øens gamle fæstninger. ”Her søgte man Tilflugt mod Fjender, og dersom Murene kunde tale, kunne de maaske fortælle noget om Angst og Fortvivlelse hos Kvinder og Børn og raa og hidsig kamp af Mænd”. Men uanset hvad, så har kirken kun den ene opgave at være Herrens hus.

 

Tålmodighed er ikke spild af tid

Det kan være hårdt at vente, men ventetid er ikke spildtid. Vores tålmodighedsprøver kan derimod blive anledninger til fordybelse og fornyelse. Mens vi venter opdager vi en masse nyt, som vi ikke så tidligere, hvor vi hastede igennem livet. Tålmodighed handler i dybeste forstand om, at vi accepterer vores egen afmagt og Guds almagt. Israelitternes vandring gennem ørkenen fra Egypten til Israels land tog 40 år. En kort gengivelse af denne vandring kan gøres med ordene: ”Folket mistede konstant tålmodigheden. Gud bar over med folket, tilgav dem og ledte dem fremad mod det lovede land”.

Også i dag rækker Gud tålmodigt sine hænder frem mod os og siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28).

Sognepræst Per Munch

 

 

I sne står urt og busk i skjul,
det er så koldt derude,
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.

Giv tid! giv tid! - den nynner glad
og ryster de små vinger, -
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! - hver blomst udspringer.

Giv tid! og livets træ bli'r grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.

Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid! og bi på herrens stund,
- hans skønhedsrige kommer.

 

Februar 2021

Korsene i Ny Kirke

Man kan ikke forestille sig en kirke uden et kors. Korsets budskab er, at Jesus, Guds Søn, døde på korset for vores synders skyld. For mig og for min skyld døde Jesus. Jesus elsker os alle så højt, at han gav sit liv for os. Det er som Jesus selv udtrykte det engang: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner” (Joh 15,13).  I Ny Kirke samles vi om dette frigørende budskab.

I Ny Kirke er der flere kors. Der er et krucifiks, hvor Jesus hænger på korset, og der er det tomme kors.

I korbuen er der et traditionelt krucifiks med bogstaverne INRI hen over Jesu hoved. INRI er den latinske forkortelse for: ”Jesus fra Nazareth, jødernes konge”. Det var en indskrift, som Pilatus havde lavet og sat på korset (Joh 19,19). Et krucifiks fortæller, at Jesus døde på korset.

På alteret er der et tomt kors, som er lavet af glas. Det tomme kors forkynder, at Jesus sejrede over døden. For påskemorgen stod han op fra de døde. Og da den opstande Jesus påskemorgen mødte en af kvinderne uden for graven, sagde han: ”God morgen”. Det er det mest dugfriske ”God morgen” der nogensinde har lydt. Det var ikke blot god morgen til en ny dag, men god morgen til et helt nyt liv. Jesus har lagt døden bag sig. Påskemorgen døde døden. Og nu siger Jesus, at hver den, som tror på ham, skal leve, om han end dør.

Lige bag det tomme kors på alteret ser vi tre glasmosaikker. Det midterste viser Jesus på korset omgivet af nogle mennesker.

På et af de gamle kalkmalerier ser vi et billede, som forestiller et lam, som bliver slagtet. Det er Jesus, der som Guds lam gav sit liv for os. Billedet kaldes ”Gudslammet”, og vi ser her Guds Lam med kalk og korsfane.

Tæt ved korbuen ser vi et såkaldt ”Hjulkors”. Et hjulkors bruges i flere forskellige sammenhænge, og i kirken bruges det ofte som et slags indvielseskors.

Korsene kan være udformet på mange måder. Men korsets budskab er entydigt: Jesus døde i vores sted.